Bov Kro's historie​

​Bov Kro er en af Danmarks ældste kongeligt privilegerede kroer og har en over 400 år lang historie bag sig. Det er desværre ikke alle perioder og aspekter af hverken kroens eller sognets historie man kender, hvilket skyldes flere ting. En af grundende er, at de historiske dokumenter der er om området, er blevet flyttet flere gange og befinder sig på begge sider af den dansk-tyske grænse. Dette skyldes både de slesvigske krige samt folkeafstemningen i 1920. Ydermere blev dokumenter på den tyske side flyttet under bombardementet af Kiel i 1941 og det er især krigene har resulteret i, at historiske arkivalier er gået tabt. Man ved dog stadig en del om kroens historie, da den i årenes løb havde stor betydning for vejfarende langs Hærvejen. Den markerede sig som et lyst sted i kontrast til de dårlige veje og vintermørket, og som et sted hvor handelsfolk og adelsstand kunne finde hvile.

Bov Kros historie går som sagt helt tilbage til 1500-tallet, men faktisk er den kro som man i dag kan besøge i Bov slet ikke den oprindelige. Den oprindelig kro brændte ned i 1847 og under branden, sagde den daværende kroejer løjtnant Dykker til brandfolkene: "Lad brænde, hvad brænde vil". Der har derfor været spekulationer om, hvorvidt det var et uheld, der forårsagede branden eller om det var brandstiftelse fra kromandens side. I 1849 genopstod Bov Kro, da man flyttede ind i sognefogedens gamle embedsbolig, der stammer fra 1779.

Det var også på Bov kro samt i på postagenturet i Padborg, at telefonen for første gang i Sønderjyllands historie taget i brug den 3. august 1903. Det var en teknisk revolution for både Sønderjylland og ikke mindst Bov Sogn, men det var dog vanskelige vilkår i starten af den teknologiske fremgang: I stormvejr filtrede telefonledningerne sig ind i hinanden med det resultat, at folk kunne lytte til hinandens samtaler.

​På langt sigt blev kroen ikke berørt af krigsødelæggelser og efter genforeningen i 1920, kom den igen på fode og endte med at blive områdets foretrukne forsamlingshus og kultursted. Senere blev kroens beværtning eftertragtet ved kommunale begivenheder med royal tilstedeværelse. Alt dette og meget mere kan du læse om på denne side.​

​En kongeligt privilegeret kro

​​​Begrebet "kongeligt privilegeret kro" stammer fra 1283, hvor Kong Erik Klippinge besluttede, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje, samt ved de færgesteder som de kongelige benyttede, når de rejste rundt i landet i embeds medfør. Ved skæbnens ironi blev Erik Klippinge tre år senere myrdet i en lade i Finderup, hvor han måtte overnatte, fordi der ikke var en kro i nærheden. Lidt over 100 år senere, i 1396, besluttede Dronning Margrethe den 1. ydermere, at der på de store veje i landet, skulle være en kro for hver 4. mil (ca. 30 km) og senere hver 2. mil (ca 15 km).

​

​Bov Kro fik sine første privilegier i 1566 under kromand Nils Slaikier. Et privilegium blev tildelt til kroejeren og ikke selve kroen og derfor skulle de fornyes, når der kom en ny kroejer til. Man kunne også søge om, at privilegiet blev videregivet til fx ens søn, der skulle overtage kroen. Kromandens løn for at tage imod de vejfarende var i første omgang lov til at brænde brændevin, brygge øl samt bage brød til salg såvel i huset som ud af huset. Derudover blev de fritaget for borgerlige ombud, herunder også fritagelse for, at indkvartere soldater.

Indtil 1912 hvor betegnelsen "kongeligt privilegeret kro" bortfaldt, var kroen kun for vejfarende og landsbyens beboere måtte ikke komme på kroen. Efter bortfaldet af betegnelsen blev der dog adgang for alle.

​

Fæstegård og toldsted

Indtil 1790 var det almindeligt, at man skulle betale afgifter, når man færdedes "med heste og hornkvæg" på de store veje i Danmark. Et af de steder der skulle betales vejafgifter, var ved grænsen mellem hertugdømmet i Tønder Amt og den kongelige landsdel i Flensborg Amt og dette stod kroejeren på Bov Kro for.

​

Kroejeren skulle altså udover at tage imod de vejfarende inddrive vejtold for Flensborg Amt, der var toldområde for den danske Konge. Det var netop tolden, der gav en del indtægter til Bov Kro.

Et eksempel på toldindtægterne i Bov Kro kan ses i amtsregnskabet for 1647-1648, hvor Catharina Hinrichs var krokone og tolderske. Hun var enke efter Hinrich Lorentzen, der af kongen fik tildelt og fornyet privilegierne i Bov Kro i henholdsvis 1639 og 1643. Som enke fik Catharina Hinrichs overdraget ansvaret for at opkræve diverse afgifter.

​

Der skulle eksempelvis betales toldafgift på en halv skilling pr. dyr for fx heste, køer, tyre og stude. Får og svin kostede en kvart skilling og humlebærer, en slags trillebør, kostede 2 skilling i afgift.

​

Amtsregnskabet for 1647 - 48 :
Løn til tolderen i Flensborg Hans Boresen: 62M 8Sk

Løn til tolderen i Bov Kro enke Catherina Hinrichs: 62M 8Sk
Toldindtægt i Flensborg: 132M 9Sk - 62M 8Sk = 70M 1Sk
Toldindtægt af Bov: 532M 11Sk - 62M8Sk = 470M 3Sk

​

Catherina Hinrichs fik 62 mark og 8 skilling, for at inddrive vejtold. Et tal der ikke giver meget mening, hvis man ikke har noget at sammenligne det med. Det er utrolig svært - for ikke at sige umuligt - at udregne, hvad det ville svare til i dag, da der skal sammenholdes mange forskellige faktorer; priserne for forskellige varer i den tid, det indbyrdes forhold mellem del forskellige møntenheder osv. Men vi kan få en ide om hvor meget det var, ved at sammenholde indtægten med priserne for forskellige varer i den tid.

​

I 1647 benyttede man sig af rigsdalersystemet. En rigsdaler var seks mark og en mark var 16 skilling. Catherina fik altså i alt 1000 skilling for sit arbejde som tolderske. I følge en bog om pengeenheder, priser og lønninger i Danmark, kostede et pund groft rugbrød på den tid fra 1 til 2 skilling, alt efter rugprisens højde, en snes (20) æg kostede 8 skilling og et læs brænde 16 skilling . Catherina kunne altså formentlig få et sted mellem 500 og 1000 grove rugbrød, 2500 æg eller ca. 62 læs brænde for sin tolderskeløn og tolden var altså en lovende indtægtskilde for Bov Kro, der bidrog til kroens succes.

​

I 1790 blev passagertolden ophævet, mens kvægdriverne fortsatte toldfrit med deres trafik til slutningen af 1800-tallet. Den Franske Revolution fra 1789 og Stavnsbåndets ophævelse 1788 ligger også i denne tid og frihedsstøtten ved Københavns Hovedbanegård minder om begivenheden fra 1788, der forbedrer bøndernes vilkår. Muligvis har tanken om mere frihed til individet og tankerne fra oplysningstiden ført til denne lettelse i den feudale told og afgiftspolitik.

​

Det, at man ikke længere havde en indtægt via opkrævning af told, påvirkede kroen og førte til en krise i kroens historie.​

Kroejere gennem tiden

En af grundene til, at den tidlige historie om Bov Kro ikke er gået i glemmebogen er, at man ikke blot kunne spore hvem, der har været ejere af kroen igennem tiden, men også hvornår de har været det. Kroens ejerrække er komplet fra 1565 og frem til år 1790, hvilket primært skyldes, at kroejerne også fungerede som toldere og deres navne dermed er blevet nedskrevet i officielle dokumenter. Efter 1790 hvor der ikke længere skulle betales told for at færdes på Hærvejen, mistede kroen en væsentlig indtægt. Dette påvirkede i høj grad kroens økonomi, og den satte derfor ikke på samme måde spor, der kan følges i historien. I en længere periode er der usikkerhed om, hvem der ejede kroen.

Kroen har gennem tiderne haft mange forskellige ejere fra flere forskellige familier og man skal holde tungen lige i munden, for at bevare overblikket.

​

Da kroen i 1566 blev tildelt kongelige privilegier for første gang, var den ejet af Nis Slaikier. Han ejede kroen frem til sin død i år 1589, hvorefter hans enke overtog den. I 1592 blev hun gift igen med Joachim Brade, der derefter var registreret som ejer af Bov Kro.

I 1600- og1700-tallet var kroens historie domineret af familien Hinrichsen, og ejerne af Bov kro var i denne tid enten en direkte del af familien Hinrichsen eller giftede sig ind i den. Denne familiehistorie kan godt være lidt forvirrende, da det på den tid var skik, at farens fornavn blev til efterkommernes efternavn og samtidig var det ikke udsædvanligt, at der blev indgået ægteskaber mellem kusiner og nevøer. Det gør kroejernes historie endnu mere indviklet. Det begyndte med præstesønnen fra Bov Kirke Hinrich Lorentzen der blev privilegeret kroejer i 1639 og man fik løbende tildelt og fornyet privilegierne.

​

I 1756 blev Hans Hinrichsen ved en kongelig skrivelse privilegeret, men allerede få måneder efter samme år, blev kroens privilegier efter opfordring fra en amtsmand taget op til genovervejelse. Herefter overgik kroen pga. gæld til Friedrich Hemmingsen, der herefter også bliver toldmand.

​

I 1790 - samme år som kroen ikke længere skulle opkræve told - blev der ansøgt om lov til at udstykke to af de gårde, der tilsammen udgjorde Bov Kro og dette blev godkendt. De to gårde med tilhørende lang blev købt af Marcus Richelsen fra den nærliggende kro Oldemorstoft, mens selve Bov Kro blev købt af Nis Boysen fra Nyhus for 3800 rigsdaler. I 1798 blev Nis Boysen konfirmeret som ejer af den kongeligt privilegerede kro.

I 1847, hvor kroejeren hed løjtnant Dykker, brændte den oprindelige Bov Kro ned. 1849 genopstod den, i det er oprindeligt var embedsbolig for sognefogden. Efter, at landområdet i 1864 kom under tysk styre, mistede kroen en del af sin vitalitet og den havde en noget omskiftelig tilværelse med en del forskellige ejere.

I 1884 var en Pastor Rønnau opført som ejer af kroen, men kun tre år efter opgiver en regning fra retten i Flensborg August Thompsen som kromand på Bov Kro. I 1890 opstod der strid om ejendommen og denne blev afgjort i retten i Flensborg, hvor Clarine Christiane Tramm, født Lorentzen, og Peter Jürgensen var til stede. Grunden på Hærvejen 25 overført til Clarine Christiane Tramm. Syv år senere viser optegnelser fra "Provenzial Handbuch" for Slesvig-Holsten, at det ejerne af kroen var amtsformanden i Bov hesteskomager Wiesendanger samt hans stedfortræder gårdejer Christian Clausen i Kollund. Fra 1898 til 1906 var det landmand Peter Jacob Andresen, der i flere dokumenter er opført som ejer af Bov Kro og.

​

I 1924 er det landmand Peter Jørgen Petersen der ejer Bov Kro. Han giftede sig i 1931 med Eline Hansen og herefter faldt der ro over kroens ejerforhold igen. Eline fik kroen på ret kurs og det var pga hende, at kroen genvandt noget af sit gode ry. Da Elines mand døde giftede hun sig igen, og herefter var det hendes nyes mand, Peter Hansen, der er opført som ejer.

​

I 1967 giftede Elines ene datter, Lisa Petersen, sig med Helmut Hemmsen og de to førte familietraditionen på Bov Kro videre i mange år, indtil de i 2005 solgte kroen til Ivan Hansen. Han ejede kroen i fire år, hvorefter han soltge den til de nuværende ejere Bjartur og Ragga Petursson.​

Treårskrigen i Bov Sogn

Det var i den første slesvigske krig også kaldet Treårskrigen, at Bov for alvor indskrev sig i Danmarkshistorien, da den danske hær d. 9. april 1848 i slaget om bakkerne i Bov sejrede over den slesvig-holstenske styrke. Slaget ved Bov var det første militære sammenstød i Treårskrigen der strakte sig fra 1848-1850. Kroen eksisterende dog ikke på dette tidspunkt, da den brændte i 1947. Til gengæld blev kirken, der ligger lige overfor kroen som vi kender den i dag, der var skueplads for det historiske slag i Treårskrigen.

​

Optakten til konflikten, der var baggrund for Treårskrigen, var en resolution vedtaget i en forsamling af Holstenerne i Rendsborg d. 18. marts 1848. Indholdet af resolutionen var et krav om en Slesvig-Holstensk stat med Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, der havde Frankfurt som hovedsæde. Preussen havde den største gruppe i delegationen og øvede stor indflydelse på Forbundets politik. Da budskabet kom til København, var det årsag til stor bekymring og varsel om fare for Kongeriget Danmark.

​

Den 26. marts 1848 besluttede chefen for de slesvig-holstenske tropper, Frederik Emil August, Hertugen af Augustenborg , der også var kendt som Prinsen af Nør, at bakkerne i Bov By skulle indtages af preussiske officerer og slesvig-holstenske tropper. Den slesvig-holstenske hær indtog efterfølgende striben mellem Kruså, Bov og Frøslev og da der var mose i Kruså, blev bakkerne i Bov et vigtigt strategisk punkt.

Den slesvig-holstenske stilling i Bov var svækket, da flere af soldaterne lod sig påvirke af dansksindede borgere og forsvandt fra mandskabet. Samtidig var en tredjedel af tropperne sendt til Lyksborg, på det tidspunkt, hvor den danske hær krydsede Flensborg Fjord til Holnis og gjorde klar til angreb.

​

Fra den 2. - 9. april gjorde slesvig-holstenerne stilligen klar til det ventede angreb og d. 5. april ankom danske skibe fra København til Sønderborg. Under ledelse af Kong Frederik VII, marcherede det danske militær til Gråsten Slot og efter en overnatning, bevægede tropperne sig til Holdbi for at slutte sig sammen med den enhed der befandt sig dér. Samtidig dannede tropperne fra Nørrejylland formation i Kolding og fortsatte til Sønderjylland. Samlingsstedet var Holdbi Kro ved Hærvejen.

​

Det danske angreb i Bov satte ind den 9. april 1848 med fægtning, der fortsatte over Klus til Flensborg. Dansk artilleri blev sendt til Bov og Nyhus, mens den danske ryttergarde, der havde slået lejr i Medelby, blev forhindret på grund af dårlige veje. Den 12. bataljon kom til hjælp fra nord og de slesvig-holstenske tropper flygtede til Nyhus ad Rønsdamsvej. Andre slesvig-holstenere på tilbagetog flygtede fra Kruså, over Klusris skov og blev beskudt af den danske flåde fra Flensborg Fjord. Mange af de flygtende tropper blev taget til fange af det danske militær. Flere flygtede ad Gendarmstien, som var en del af den gamle møllevej fra Flensborg til Bov, og som førte forbi den gamle Vandmølle i Kruså.

​

Den danske hær på ca. 11.000 mand angreb slesvig-holstenske styrker på ca. 6.000 mand under ledelse af general Krohn. Den slesvig-holstenske hærs tab udgjorde 923 mand eller 16 % af styrken. Der var 30 faldne, 143 sårede, som alle blev taget til fange og yderligere 780 som usåret blev taget til fange. Den danske hærs tab var 16 faldne og 78 sårede, i alt 98 mand eller 0,8% af styrken.

​

Efter mægling af Rusland, Sverige og den engelske Lord Palmerston i Malmø blev der opnået våbenstilstand fra juli 1848 til april 1849. Treårskrigen fandt først sin endelige afslutning den 26. oktober 1850. Det Tyske Forbund og Preussen tilsluttede sig i Berlin Fredstraktaten den 2. juli 1850, men af militærtaktiske grunde tilsluttede dig sig først formelt traktaten i oktober.

​

Slaget ved Bov og den danske sejr var årsag til rejsning af flere mindesten i Bov by, herunder i Bov kirke. Ved slaget i Bov den døde Kaptajn J.F. Hegermann- Lindencrone, der var kompagnichef ved 3. jægerkorps i den danske hær. Ifølge en krigsrapport til kongen forfattet af General Hedemann fra Flensborg var kaptajnens sidste ord: " Jeg har erholdt forfald."

​

En mindestøtte for officeren findes i Bov kirke, der ligger overfor Bov Kro. Han blev begravet i Aabenraa, hvor der blev rejst et gravmonument på kirkegården. Den danske konge, majestæten Frederik VII, tildelte posthumt J.F. Hegermann-Lindencrone Ridderkorset af Dannebrogsordenen den 15. april 1848. På Bov kirkegård er der også et gravmonument for menig K.C. Bonde, som faldt den 24. april 1848 i Nyhus. Mange af de faldne i treårskrigen er begravet på Flensborgs gamle kirkegård.​

​864 - Den anden Slesvigske Krig

Om Bov Kro havde en rolle i krigen i 1864, findes der desværre ikke optegnelser om, men bakkerne i Bov havde ligesom ved den første slesvigske krig en strategisk betydning for området.

​

Den 6. februar 1864 blev de danske infanterireserver beordret til at indtage stillingen nord for Flensborg i Bov sogn. Den danske post ved Bov var et godt strategisk udgangspunkt for militære aktioner, da der var bakker med god udsigt over terrænet. Enhederne ankom ved 12-tiden til de anviste steder. Staben ankom til Kobbermølle, det 8. regiment til Bov, og det 15. regiment til Kruså, Nyhus, Klus og Nr. Smedeby. Soldaterafdelingerne blev forholdsvis hurtigt indkvarteret på fire gårde i Smedeby, fortæller premierløjtnant Detlev Nielsen fra det 10. regiment. 2. division, der var stationeret i Oversø. Det 10. regiment og 9. batteri kom om eftermiddagen til Bov og det 12. regiment om eftermiddagen til Smedeby og Kiskelund.

​

Det 8. regiment blev af den militære ledelse beordret til at marchere over Harreslev og Marieskov til Kolonnevejen ved Flensborg. Kl. 22.30 afgik de fra Bov og ankom først kl.2 om morgen på grund af dårlige vejforholdt. Tre divisioner marcherede den 7. februar mod Dybbøl. Den 7. februar stod forbundstropperne syd for Flensborg. De havde ordre til at skyde på linjen i Bov, Nr. Smedeby, Kiskelund og Kollund samt til at indtage Bov-stillingen den følgende dag. Det varede ikke længe, før den danske hær måtte opgive denne stilling.

​

​Den 18. april faldt Dybbøl-stillingen til Preussen.